Af Pernille Bærendtsen

AFRIKA ER IKKE KUN ET STED LANGT VÆK

Al Agami

Lyriker, musiker og skuespiller

Født i 1972 i Kampala i Uganda som søn af kongen af den centralafrikanske enklave Lado, der ligger mellem det nuværende Sydsudan og Uganda. Familien boede i Uganda, da diktatoren Idi Amin kom til magten, og måtte flygte. Al har boet i Danmark siden 1975 med undtagelse af en kortere periode, hvor familien var udstationeret i Kabul i Afghanistan. Al har status som statsløs flygtning under FN-beskyttelse. Al var i foråret 2016 aktuel med Shakespeare-stykket ’King Lear’ på Det Kongelige Teater, hvor han spillede tre forskellige roller. Han arbejder i øjeblikket med det internationale musikprojekt ’Turning Tables’, som støtter marginaliserede unge gennem musik og film.

Hvordan er dit forhold til Afrika?

Afrika spiller en stor rolle. Alt det musik jeg startede med at høre, da jeg voksede op i Danmark, var congolesisk. Min forældre havde sådan en stak kassettebånd - de har dem stadig. De fik dem, da vi kom hertil, af nogle andre afrikanere der boede her. Vi kom jo med ingenting. Peter Tosh har også en stor plads i mit hjerte. Han havde den dér ’vibe’, som var en del af hjemmet. Og så var der Malcolm X taler på den anden side af de her kassettebånd. Jeg kommer fra et hjem, hvor der blev diskuteret politik. Vi var jo politiske flygtninge. Men der var altid musik. Og snak. Og emnet var Afrika, og det forhold Europa havde til Afrika. Min familie, især min far, var meget med, at ’Du skal vide hvem du er - du er på udebane, men du er afrikaner!’ Familiehistorien er en meget stor del af det at være afrikansk.

Hvad oplever du som de mest markante forandringer?

Afrika har ændret sig, men ikke til det bedre. Den eurocentriske myte om at afrikanerne bare skal blive ligesom europæerne, den findes stadig. Den voksende ulighed er her stadig. Men Afrika er ikke kun et sted langt væk. Det er også her, fx i medierne. Jeg er altid bare ham dér afrikaneren. Men jeg er jo også lyrikeren og musikeren. Det har ændret sig. Jeg har fx spillet den franske konge i King Lear på Det Kongelige Teater – sort som jeg er. Men det er majoriteten, der skal inkludere – jeg kan jo ikke bare inkludere mig selv i Det Kongelige Teater.

Hvordan håndterer du selv stereotype forestillinger? 

Jeg gik på Rygård Skole – en international skole, og det er jo et mikrokosmos af at det er sejrherren, der skriver historien. Jeg er blevet kaldt neger og nigger, og har fået at vide, at ’you’re not from here.’ Selvom man føler, at man er en del af et sted, så rammer det. På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg skal vælge mit samfund til eller fra. I starten af ens liv tager man skudsikker vest på, det handler om at beskytte sig, være hård. Nu har jeg taget vesten af. Nu er jeg modig. Jeg kan ikke beskytte mig selv fra at være ked af det. Men jeg må åbne op, og dele ud af mig selv. Jeg er ikke nødvendigvis en afrikaner, som er cool. Jeg er bare menneske - mensch - på den gode måde. Musikken åbner op. Jeg laver fx ’undergravende virksomhed’ med børn. Jeg snakker, og hjælper unge til også at være modige. Sådan prøver jeg at leve mit liv.

Fotograf: Frank Zlatko Wuich