Af Pernille Bærendtsen

AFRIKA – DET ER IKKE SÅ FREMMED MERE

Karen Mukupa

Sangerinde

Født i 1973 i Zambia af en zambisk mor og en dansk far, der var udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke. Opvokset i både Tanzania og Danmark. Karen har siden 1990erne samarbejdet med afrikanske musikere, bl.a. Juma Nature i Dar es Salaam og Atemi i Nairobi. Er aktuel med singlen ’Orijinal’, som følges op af en EP med samme titel i august. På sangen 'Kupenda/Hvad hjertet begærer' medvirker den kenyanske taraab-sanger Nyota Ndogo.

Hvad er dit forhold til Afrika?

Min far arbejdede i Zambia, hvor han mødte min mor. Vi flyttede til Tanzania, da jeg var fire. Når der var fest en gang hver tredje måned, så spillede DJ Sylvester altid det sidste nye fra Sydafrika - Yvonne Chaka Chaka og Brenda Fassie. Dét’ min barndom: Brenda Fassie, hundrede procent! Lige siden jeg var barn, har jeg drømt om at blive musiker, men jeg kunne godt se, at det ikke nødvendigvis var noget mine forældre syntes var en god ide. Så jeg kom faktisk til Danmark for at tage en uddannelse. Min drøm var jo at være ambassadør. Noget med Afrika! Jeg sku’ bare lige op og ha’ en uddannelse, og så sku’ jeg tilbage.

Hvordan trækker du på Afrika i din kunst?

Afrika - jeg føler ikke, at det er så fremmed mere. Nu skal jeg lave et album, som også indeholder noget swahili. Det havde jeg aldrig gjort for bare fem år siden. Det ville have været for fremmedartet for folk, for eksotisk. Det er noget pladeselskaberne altid har været nervøse for:  ’Kan folk nu forstå hvad det er du gerne vil sige?!’ Jeg har før skrevet børnebøger på dansk. Når jeg tager et andet sprog ind her, så er det swahili. Vi er i Danmark, og vi lever i en global verden, hvor vi hører enormt mange sprog og dialekter, og musik er jo universelt. Jeg tror på, at hvis folk hører denne her sang ’Kupenda/Hvad hjertet begærer’ – for det kan jeg høre i studiet, når jeg har spillet det for folk, som ikke kender swahili – så siger de: ’Nej, gud, er det swahili?!’ Det er den dér stemning i sangen, som virkelig tager én tilbage til – hvis du spørger mig – tilbage til mine rødder. Jeg kan mærke, at næsten alt det, jeg prøver at lave kunstnerisk, peger tilbage til Afrika og mine rødder.

Hvad er der sket – med Afrika og vores forhold til Afrika?

’Hvad er det dér for noget hulabula?!’ – man kunne høre at drengene i studiet ikke var særligt imponerede, når der var sådan noget afrikansk på. Det er først nu indenfor de sidste par år, at folk siger: ’Det er da meget cool, det der Afrika!’ Det er de kunstneriske kræfter, der har været med til det. Kunsten fanger de unge. De unge er måske mere open-minded i forhold til mine forældres generation. Det er egentligt sjovt, for vi lever lige nu i en tid i Danmark, hvor vi går med skyklapper på – men alligevel er der sådan nogle tendenser med, at folk æder det dér Afrika råt og kan ikke få nok. Der er en generation i Afrika, som ikke gider at blive fremstillet som ofre. Måske har de været der i lang tid. Allerede da jeg var 20, når jeg tog tilbage til Tanzania - de var så stærke, så fremme i skoene!  Det har faktisk været der hele tiden - måske vi bare først har opdaget det nu?! Det er det, jeg føler – at nu har de fundet noget, som jeg synes hele tiden har været der. Jeg tænker også på den politiske stemning her i Danmark med, at selvom man vil lukke de fremmede ude og her er en stemning af fremmedhad i dele af befolkningen – så er der mere end nogensinde en nysgerrighed omkring Afrika. Den handler heldigvis ikke kun om de ’stakkels’ afrikanere, det er også en oprigtig interesse for hvad der sker på kontinentet. Ikke kun forretningsmæssigt, men i høj grad også kunstnerisk. Heldigvis. Der er nogen, der kigger udad. Det skal der være.

Fotograf: Bjørn Bertheussen